Den første biolog, der så denne fisk, beskrev den som en mærkelig og uforklarlig skabning. Mere end et halvt århundrede er gået siden da, og videnskaben har lært meget om havliv og dybhavshavfisk, men thaumatichten forbløffer stadig med sin usædvanlige karakter.
Thaumaticht tilhører slægten af dybhavs havtaske (havdjævle).
Dens længde når 50 cm. Dette er ret stort for indbyggere i havets dybder.
Hos denne art er hunnen flere gange større end hannen, og hannen adskiller sig meget i udseende.
Han fik sit navn til ære for den danske og islandske prins Axel Christian George.
Thaumatihten blev første gang stødt på under en ekspedition på skibet Galatea i 1959.
Biolog Artur Bruun beskrev opdagelsen således: "En uforklarligt mærkelig skabning, den mest usædvanlige blandt den uendelige variation af fisk."
Den lever relativt tæt på kysterne af Atlanterhavet, Det Indiske Ocean og Stillehavet i en dybde af 3,6 km.
Folk har kun formået at se denne fisk tyve gange.
Den jager ved hjælp af en lysende bioluminescerende agn, som tiltrækker byttet til munden, og alt, hvad der er tilbage, er hurtigt at lukke munden.
Men der er også fejlslagne oplevelser, når hans agn tiltrækker en stor fisk, som thaumatihten ikke formår at sluge.
Da han indser, at byttet er uden for hans tænder, er det allerede for sent - de krogformede tænder tillader ham ikke at slippe offeret, og begge dør.
Hos "almindelige" havtasker hænger escaen (et glødende vækst-agn) på "fiskestangen" foran, men hos tauhmaticht dingler escaen lige i munden, bag tænderne.
I lang tid var der debat om artsklassificeringen af denne fisk. I 1952 blev denne havdyr klassificeret i familien Thaumatichtidae, som derefter blev opdelt i tre arter:
- Thaumatichthys axeli (Thaumatichthys axeli);
- Thaumatichthys binghami;
- Thaumatichthys pagidostomus.
Der kan være dybhavsarter, som endnu ikke er blevet undersøgt.
Hvor mange flere fantastiske dybhavsdyr, som videnskaben endnu ikke har kendt, lurer under havets overflade? Måske venter der mange flere spændende opdagelser i fremtiden.
